Gode Råd

Kontakt- og aktiveringsøvelser

Kontakt mellem hund og fører er det første skridt til god indlæring. Øvelserne er utallige og burde kaldes hjernegymnastik for hunde. Man kan ikke være for fantasifuld, når det gælder om at lave sjove aktiveringsøvelser. Vi kender alle problemet med hunden, der ødelægger, når den er alene hjemme. Mange gange kan det være en fordel at give hunden lidt hjernebeskæftigelse, når vi forlader den. Andre gange f.eks. når der er gæster, kan aktiveringsøvelser være gode til at holde hunden beskæftiget på en positiv måde.

Øjenkontakt
Sid på hug med hunden foran. Tag en godbid i hånden og hold hånden foran dit ansigt. Pas på hundepoter. Hunden må ikke få godbidden, før den sidder helt stille, lytter og du har øjenkontakt. Der skal tales til hunden med sød indsmigrende stemme. Ros og giv hunden godbidden.

Gåtur
Under gåturen tages en godbid op til munden. Hunden skal vide, hvor godbidden er. Samtidig tales sødt til hunden. Husk hunden er ligeglad med hvad du siger, den lytter til din stemmeføring. Hunden skal nu koncentrere sig om føreren og ikke omgivelserne. Beløn hunden på venstre side ved dit venstre ben.

Træningsøvelser

Sit
Sit betyder: Bliv siddende der indtil du får andet at vide, ligegyldigt hvor føreren er. Sid på hug foran hunden med en godbid i hånden. Hav god kontakt til din hund og sørg for at den ved at godbidden er der. Løft hånden lidt op og lidt bagud over hundens hoved og hunden vil sætte sig frivilligt. Når hunden sætter sig siger du "dygtig" og giver den godbidden. Når du har gjort dette nogle gange kan du sætte kommandoen "sit" på, ved at sige "sit" lige før du løfter hånden med godbidden.

Dæk
Dæk bruges når vi vil have hunden til at lægge sig og blive liggende på samme sted. Indlæring sker med en godbid. Tag godbidden i hånden og få kontakt med hunden. Før hånden ned langs brystkassen på hunden og træk den ned på maven. Husk at rose og give godbidden straks hunden ligger ned. Når hunden har lært at lægge sig ned ved at følge godbiden, kan du begynde at sætte kommandoen "dæk" på øvelsen.

Til små og lavbenede hunden kan følgende bruges. Tag en godbid i hånden og læg hånden på græsset. Vent til hunden lægger sig. Når hunden ligger ned roses og hunden får godbidden.

Stå
Stå bruges når hunden skal soigneres, have tørret poter m.v. Stå indlæres lettest fra sit. Tag en godbid i hånden, hold hånden foran hundens snude og træk hånden fremad i samme højde som hundens snude. Når hunden står på alle fire ben roses der og godbidden afleveres.


De sjove øvelser

Toiletruller
Tomme køkken- eller toiletruller kan bruges. Put en godbid ind i rullen og luk for enderne med avispapir eller lignende. Hunden skal nu finde godbidden.

Mælkekartoner
Læg godbidder i tomme mælkekartoner. Der lukkes igen og hunden skal finde godbidderne.

Godbid under krus
Læg en godbid under et krus. Start med noget, som er meget nemt. Det er nemt med et plastiskkrus, der er højt, smalt, let og står på et tæppe. Det kan hjælpe i starten, at det er et gennemsigtigt krus. Hvis det er meget svært for hunden at løse opgaven, kan øvelsen gøres lettere ved, at man bruger de godbidder, som hunden bedst kan lide.

Når hunden er blevet god til at vælte en ting, gøres øvelsen sværere og sværere. Det gøres ved, at genstanden over godbidden bliver enten lavere eller tungere eller bredere eller flyttes fra tæppet til et glat gulv. Til sidst skal hunden finde godbidden under en tung, flad tallerken.

Sik-sak
Hunden skal gå slalom imellem førerens ben. Brug en godbid i hver hånd og lok hunden imellem benene. Ros og giv godbidden, når hunden passerer dine ben.

Pote - vinke
Lær hunden at give dig den ene pote, når du siger "gi’ pote", "goddag" eller hvilken hilsen man nu ønsker, hunden skal reagere på. Når den kan dette, får man den til at gøre det flere gange i træk, og hunden har nu lært at vinke. Man kan også lære hunden at når den har givet den ene pote, så skal du have den anden pote.

Indkald
Hunden holdes i halsbåndet af en hjælper. Føreren tager afsked med hunden og løber med store armbevægelser fremad 3-5 meter. Føreren vender sig med front mod hunden, kalder glad hundens navn og "Her". Føreren vender sig bort fra hunden, sætter sig på hug og gemmer hovedet. Føreren forholder sig passiv til hunden søger kontakt. Når hunden kommer er det vigtigt ikke at hugge ud for at fange den, men lokke den til sig med godbidder. I samme øjeblik man har fat i hunden får den ros og en godbid. Indkaldet kan gradvist udvides og senere foregå med føreren delvist skjult.

Kravle
Når hunden ligger på jorden, fører man en godbid foran næsen på hunden og trækker den langs jorden. Når hunden tager de første skridt med benene uden at være ved at rejse sig op, siger man "kravle", giver godbidden og belønner hunden. Forlang trinvis mere, indtil hunden kravler fremad på signalet "kravle".

Sove
Lær hunden at lægge sig på siden og være rolig, når man siger "sove". Brug en godbid til at lokke hunden med. Ros og giv hunden godbidden, når den ligger roligt på siden.

Rulle
Når hunden ligger ned på underlaget – uden at man har sagt "dæk" – tager man en godbid og holder den foran hundens næse. Før den langsomt ned mod underlaget, så hen langs gulvet til bag skulderbladet, så op over ryggen. Hvis hunden følger med, før så godbidden over på den anden side af hunden, så hunden er nødt til at rulle rundt for at følge godbidden. Idet den ruller, siger man "rulle", roser og giver godbidden. Hvis hunden ikke følger med hele vejen rundt, gentages øvelsen i meget små trin. Lad hunden få belønning for at gøre øvelsen lidt bedre end sidste gang. Ikke alle hunde kan lave denne øvelse ved siden af andre hunde, så her kan det være en god ide at træne øvelsen hjemme.
              

Kalender

« August 2019 »
29
30
31
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
1