Beskrivelse

Kurset sigter mod at give hundeføren redskaberne til at arbejde med sin hund. 

Vi fokuserer på enkelte elementer i hundens basale indlæring

- kontakt til fører

- gå pænt

- indkald

- bliv på stedet

- miljøtræning

Træningen er tilrettelagt således, at der startes med ca. ½ times praktisk træning med hvalpene, derefter ca. ½ times teori og kaffe i klubhuset hvor hvalpene hviler sig i bilerne, og endelig afsluttes der med yderligere en halv times praktisk træning med hvalpene, inklusiv introduktion af “lektie” til næste træningsgang, som afslutning.

Vaccination og forsikring af både hvalp og fører

Hvalpen skal være vaccineret mod hundesyge og være lovpligtig ansvarsforsikret. DCH har tegnet en kollektivt udvidet ansvarsforsikring, der kun gælder, når vedkommende der træner hvalpen, er registreret som medlem af DCH.

Registrering som medlem i DCH Skanderborg

Når betalingen registreres af kassereren, bliver man samtidig registreret som medlem i DCH Skanderborg, og får et medlemsnummer. En ægtefælle, en forælder el. lign kan blive registreret som sekundært medlem, og kan dermed i enkelte tilfælde træne hvalpen på holdet hvis det primære medlem er forhindret.

En hund har kun én fører

Derfor skal det helst være den samme person der kommer til træning med hvalpen hver gang. Den person skal også primært træne hvalpen derhjemme.

Line og halsbånd

Linen skal være solid og godt lang. Undgå karabinhager og ringe midt på linen og knuder i enden. Det skal være sådan, at hvalpen kan løbe med løs line, uden at komme til skade.

Halsbåndet skal også være solidt, og må ikke ”kvæle” hvalpen under træningen, da den skal kunne løbe med løs line i halsbåndet. Pighalsbånd og lign. er ikke tilladt.

Påklædning

Det anbefales at tage praktisk tøj og fodtøj på, der kan tåle at blive snavset og vådt, og som man kan løbe i.

Kom hver gang

For at få det bedst mulige udbytte af kurset, vil det være bedst, at du kommer hver gang. Skulle du være forhindret, så husk at melde afbud til din træner.

Nye indtryk

Specielt i begyndelsen vil det være en fordel at komme i god tid, så din hvalp kan nå at vænne sig lidt til træningspladsen, samt alle de andre hunde, inden træningen begynder. Forud for hver træningsgang skal hvalpen være luftet, så den kan koncentrerer sig om træningen. Den skal blot have gjort sig ren, så den har energi og er frisk til træningen.

Ingen løse hvalpe

Da hvalpene kommer til træningen for at lære at tage kontakt til deres førere, og for at kunne koncentrerer sig om træningen i det hele taget, er der ingen løs leg for hvalpene hverken før, under eller efter træningen. Træningspladsen er ikke en tumleplads for hvalpe, men en plads hvor hvalpene skal koncentrerer sig fuldstændigt om samarbejdet og legen med føreren.

 

Godbidder og legetøj

Al træningen er baseret på sjov, glæde og belønning. Derfor skal der medbringes godbidder og hvalpens yndlingslegetøj til træning. Små stykker kød, gerne pølseskiver skåret i ¼, lever, hjerte el. lign. skåret i tilsvarende størrelse. Hav dem i lommen eller en bæltetaske på maven, så de er nemme at komme til. Hav også noget legetøj med, en bold, en sok med en bold i, et tov el. lign. som hvalpen synes er spændende, så det kan bruges som belønning og leg under træningen.

Træn hjemme hver dag

Foruden de daglige lufteture med hunden, må du være indstillet på at træne dagligt derhjemme. Det er hvalpekurset lagt til rette efter. Slut altid træningen med en øvelse som hvalpen er god til. Det er vigtigt, at hvalpen opfatter træningen som sjov og leg samt har succes. Husk at træne i korte intervaller, og kun enkelte øvelser af gangen.

 

Foder

Brug en del af hvalpens daglige foder som godbidder under træningen, og lad den arbejde for resten af foderet, ved at servere foderet på en måde, så den skal arbejde for at finde og få det – men stadig så hvalpen har succes.

Trætte hvalpe er nemme hvalpe

Al læring og træning er meget trættende, og kræver enorme ressourcer af hvalpen. Mange opgaver og megen træning kan tilrettelægges, så selv en lille hvalp kan blive stimuleret og træt i hovedet på en god, sund og naturlig måde. Dermed kan man undgå mange ”hvalpeskader” i hjemmet.

Men man må ikke stille for store krav eller motionere hvalpen for hårdt, men i stedet være opmærksom på at holde pauser i træningen, og stoppe mens det går allerbedst.

 

Familie og venner m.v.

Familie og venner er naturligvis velkommen til at se træningen. Men de fleste hvalpe bliver ukoncentrerede under træningen, hvis de får øje på et kendt ansigt. Derfor bedes familie og venner vise hensyn og holde sig lidt på afstand under træningen. Gå evt. i klubhuset og få en kop kaffe.

Efter Hvalpekurset

Når Hvalpekurset er færdig kan træningen evt. fortsætte i DcH Skanderborg, mod et mindre gebyr. Vi kan dog ikke garantere en plads på et hold efter afsluttet hvalpekursus, men tilbyde at hvalpen blive skrevet op på en venteliste.

Kalender

« August 2019 »
29
30
31
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
1